Tom Kristensen: Gør ondt når man har noget at miste

Skrevet af admin

15/06/2014

Dagens topnyheder

I lidt mere end fire timer så Tom Kristensen ud til at skulle vinde sin 10. Le Mans-sejr. Fra klokken syv til 11 søndag lå hans Audi nummer 1 i spidsen for det legendariske 24-timers-løb.

Men med danskeren bag rattet fik bilen problemer, og et pitstop på mere end et kvarter kostede førstepladsen i løbet.

- Det gør altid mere ondt, når man har noget at miste. Endelig havde vi kæmpet os op på førstepladsen. Men sådan er motorløb, siger Tom Kristensen til Eurosport kort over middag.

De seneste dage i Le Mans har været noget af en rutsjetur for danskerens team, der risikerede slet ikke at stille til start efter Loïc Duvals ulykke ved træningen onsdag.

- Vi har været helt nede og så oppe igen. Teamet har ydet et enormt stykke arbejde, for at vi står her, siger Le Mans-veteranen.

I forbindelse med bilens problemer overlod Kristensen bilen til Lucas Di Grassi, og brasilianeren er stadig bag rattet med to og en halv time tilbage af løbet, der slutter klokken 15.

Tom Kristensen har dog ikke opgivet at vinde løbet trods den aktuelle tredjeplads bag den førende Porsche og Audi nummer 2. Bilen har fire omgange op til førstepladsen.

- Vi må se, hvad der sker. Der kan nå at ske meget i de sidste tre timer. Bare se hvor meget der skete i de første tre timer i går (lørdag, red.), lyder det fra danskeren.

/ritzau/