Tom Kristensen jagter sin niende sejr

Han er ikke længere den ultimativt hurtigste kører i Audi-teamet – men mange mener, han stadig er den bedste.

Spørgsmålet er, om Tom Kristensen kan vinde sin niende Le Mans-sejr i weekenden.

Der er ingen tvivl om, at Audi er storfavorit. Og med tre af de tyske R18-modeller i feltet, er oddsene for endnu en Tom K-sejr i Le Mans som udgangspunkt gode. Men den 45-årige dansker hader favoritværdigheden og underspiller som altid sine chancer.

- Le Mans kræver så meget forberedelse – så meget fokus på detaljerne, siger han.

Den danske Le Mans-konge ved om nogen, at 24 timers-løbet kræver mere forberedelse end alle andre løb.

De seneste to år har Audi-kollegaerne Marcel Fässler/Andre Lotterer/Benoit Treluyer vundet, og mange mener, at Lotterer i dag er den hurtigste i Audis stjernespækkede Le Mans-lineup. Dén position havde Tom K i mange år, men selvom han på rå hurtighed er overhalet af den nye generation af ’audianere, bliver danskeren på grund at sit overblik og erfaring af mange fortsat anset for at være det tyske teams stærkeste kort.

Han er alt for meget holdspiller til at diskutere sine teamkammeraters styrker og svagheder, men siger dog:

- I de seneste år har Le Mans udviklet sig til et 24 timers sprintløb, hvor selv få sekunder kan blive afgørende. I 2013 bliver det endnu en gang et hårdt og tæt løb. Så det handler om at køre rigtig stærkt – men også rigtig stabilt.

Præcis den stabile, hurtige kørsel har altid været Tom K’s varemærke. I år er der sket en udskiftning i hans bil: Mens Allan McNish fortsætter som danskerens co-driver, er italienske Rinaldo ’Dindo Capello afløst af franskmanden Loïc Duval.

- For Allan og mig er det det første Le Mans i mange år uden Dindo Capello, der besluttede at stoppe sidste år. Men han vil stadig være til stede for at støtte os, siger Tom Kristensen.Mens Capello fylder 50 næste år, er Duval netop fyldt 31.

- Loïc er et frisk pust, siger Tom Kristensen, der sammen med 43-årige McNish nu er alderspræsidenter i Audi-teamet.

- Loïc er hurtig og topmotiveret – i det hele taget en god fyr. Vi passer godt sammen, og kommunikationen mellem os omkring bilens set-up og vores kørestil fungerer allerede super.

Som teamets ældste mand er der ingen tvivl om, at Tom Kristensen uanset udfaldet af weekendens løb er kørt ind i karrierens efterår. Det ternede flag for en stor karriere kan skimtes i horisonten, men Le Mans-kongen vil ikke sige noget konkret om fremtidsplanerne.

Men måske kom han i sidste uge til at røbe, at han i hvert fald også kører i 2014. Næste år gør det mest vindende mærke i Le Mans-historien, Porsche, comeback i 24 timers-løbet, og Tom Kristensen udtalte til det engelske ugeblad Autosport, at han glædede sig til at kæmpe med Audis ’søsterselskab.

- Det er noget, jeg ser frem til, sagde han om Le Mans 2014.

Til den tid kan han kæmpe for at blive Kong Kristensen d. 10.Le Mans 2013 bliver skudt i gang klokken 14.55 lørdag eftermiddag og kan ses på TV2 og Eurosport/Eurosport2.

Dagens Gossip