Tom Kristensen kører VM-titel hjem i Shanghai

Skrevet af admin

09/11/2013

Mest læste i dag

Tom Kristensen kunne lørdag føje endnu en titel til sin i forvejen lange liste af triumfer i international motorsport.

Sammen med holdkammeraterne Allan McNish og Loïc Duval vandt den nifoldige Le Mans-vinder VM-serien for sportsvogne - det såkaldte World Endurance Championship - med en tredjeplads i Shanghai.

Selv om der endnu resterer et enkelt løb af VM-serien, så kan de nærmeste forfølgere Marcel Fässler, André Lotterer og Benoit Tréluyer ikke nå at indhente Tom Kristensen og co.

Lørdagens tredjeplads i sekstimersløbet i Kina betyder, at Kristensen, McNish og Duval i Audi nummer to er oppe på 161 point, mens Fässler, Lotterer og Tréluyer efter lørdagens sejr har optjent 131,25 VM-point.

Da forfølgerne allerhøjest kan hente 25 point ind på Kristensens hold i det sidste løb i Bahrain, så er VM-serien afgjort.

Lørdagen blev samtidig en stor triumf for Audi med både VM-titlen til Kristensen, McNish og Duval og løbssejren i Shanghai. Fässler, Lotterer og Tréluyer kører nemlig også i en bil fra den tyske producent.

/ritzau/