Tom vandt over 200 mio - donerer alt til velgørenhed

Skrevet af Lotte Sørensen

17/12/2013

Dagens topnyheder

40 millioner canadiske dollars. Over 200 millioner kroner.

Så stor var gevinsten, som Tom Crist vandt tilbage i maj måned. Men den pensionerede forretningsmand har ikke tænkt sig at bruge en krone, og han havde håbet at holde gevinsten hemmelig - også for sine børn. Det skriver calgaryherald.com.

Men når man vinder så store præmier i Canada, skal man deltage i pressemøder, så i går kom sandheden frem, da han modtog den store check. Han var dog mødt op til pressemødet iført kasket og solbriller.

Læs også: Millionærens tricks: Sådan vandt jeg i Lotto syv gange

Her fortalte han, at han sammen med sine børn vil finde frem til forskellige organisationer, der arbejder med kræft, som kunne bruge pengene. Indtil videre har han kun lagt sig fast på det lokale Tom Baker Cancer Center, der behandlede hans hustru, Jan, der tabte kampen til sygdommen for snart to år siden.

- Hun var ret ung. Hun slog kræften seks år tidligere, før den indhentede hende igen, siger han.

Læs også: Køber stadig tøj i genbrug: Vores lotto-millioner er en hovedpine

Han er overbevist om, at hun ville have været helt enig i, at gevinsten skulle gives væk.

- Hun ville være lykkelig. Hun vil helt sikkert tænke det samme, siger Tom Crist.

Selv er han pensioneret chef for et elektronikfirma, og havde i årenes løb sparet op til en behagelig pensionisttilværelse, og børnene var også sikret økonomisk.

Præmien vandt han gennem et lotto-abonnement på nettet, som han fornyer en gang årligt.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med