Tomme kirker: Alene på Lolland-Falster var der sidste år 108 aflyste gudstjenester

Mange steder kniber det med at få folk i kirken, og nu er der kommet tal på hvor svært det i virkeligheden er.

Det drejer sig om Lolland-Falster, hvor der sidste år var 108 messefald, altså gudstjenester der blev aflyst, fordi kirken var tom.

Det skriver Kristeligt Dagblad i dag, og det er på baggrund af en opgørelse fra Lolland-Falsters Stift.

- Det nytter ikke noget, at man holder gudstjeneste i kirker med tre mennesker eller slet ingen mennesker. Enten må man finde på nye gudstjenesteformer, som passer til nutidige menneskers livsstil. Eller også må man overveje at tage kirker ud af brug. Noget skal gøres, lyder det fra professor emeritus Viggo Mortensen.

Forleden gav det en del debat, da oplysningerne om at en kirke på Fyn havde aflyst ni ud af ti gudstjenester på grund af messefald kom frem.

Men problemet er altså ikke kun fynsk, og situationen på Lolland-Falster sidste år er faktisk en fordobling i forhold til de foregående år.

De 108 messefald skete i 38 forskellige kirker.

Dagens Gossip