Tommy Bechmann efter comeback: En meget vigtig sejr

Skrevet af admin

17/04/2016

Dagens topnyheder

Søndag kom Sønderjyske endnu engang bagud i Alka Superligaen, men igen fik Jakob Michelsens tropper vendt nederlag til sejr.

Denne gang gik det ud over AaB, der hjemme på Nordjyske Arena kom planmæssigt foran 1-0 tidligt i opgøret. Alligevel endte de fysisk stærke sønderjyder med at hive en 2-1-sejr hjem.

Tommy Bechmann afgjorde kampen med et kvarter tilbage, og dermed er Sønderjyske igen at finde på ligaens andenplads.

- Det er en direkte konkurrent i toppen, så det er en meget vigtig sejr for os. Hvis vi havde tabt, havde vi været fem point efter AaB.

- Vi har en stærk karakterstyrke og mentalitet. Vi er et sammentømret hold, og det er derfor, vi kan komme tilbage i kampene, selv om vi kommer bagud, siger Tommy Bechmann.

Træner Jakob Michelsen var tilfreds med, at sønderjyderne i store dele af kampen fik lukket ned for hjemmeholdets offensive spil.

- Vi fik slået AaB’s spil i stykker, og vores presspil fungerede. Det var en fortjent sejr, men det irriterede mig, at vi ikke lukkede den tidligere.

- Det irriterer mig grænseløst, at vi er kommet bagud i nærmest alle kampe, men til gengæld glæder jeg mig over, at vi igen viste god moral, siger Jakob Michelsen.

Med sejren har Sønderjyske nu hentet 43 point i 25 kampe, men trods det vil Jakob Michelsen ikke tale om medaljer.

- Hvis vi begynder at se for langt frem i tabellen, bliver man idiot. Vi tager en kamp ad gangen, siger han.

Sønderjyskes næste opgør er hjemme mod FC Nordsjælland.

/ritzau/