Tommy Bechmann sørger for ny Sønderjyske-sejr

Skrevet af admin

29/08/2015

Mest læste i dag

Sønderjyske har andre planer end igen at være en del af den tunge ende i Alka Superligaen.

I lørdagens opgør på hjemmebane vandt Sønderjyske 2-1 over oprykkeren Viborg og rykker dermed op på en foreløbig andenplads inden søndagens kampe med 12 point for syv kampe.

Det er ikke mindst Tommy Bechmanns fortjeneste. Den 33-årige angriber er kommet forrygende fra start i sæsonen. Han scorede begge mål i sejren og er dermed oppe på fem scoringer i de seneste fire kampe, hvilket nu har medvirket til tre sejre.

Han startede ellers på bænken i de første fire kampe, men nu har træner Jakob Michelsen svært ved at komme uden om ham. Også når Thomas Dalgaard vender tilbage fra sin skadesperiode.

Hjemmeholdet tog initiativet fra kampens begyndelse og sværmede omkring Viborgs straffesparksfelt. Uden det førte til de helt store muligheder.

Ganske paradoksalt var Viborg kommet lidt bedre med i opgøret, da Sønderjyske slog til midt i første halvleg.

Efter flere førstegangsafleveringer af Sønderjyske og lidt løse Viborg-markeringer kom Tommy Bechmann alene i gennem, og i fri position hamrede han bolden op i nettaget med et for ham karakteristisk vristspark.

Efter pausen overlod Sønderjyske mere initiativ til Viborg, men udeholdets spillere vidste ikke, hvad de skulle stille op med bolden.

Helt i front spillede angriberen Serge Deble igen helt uden selvtillid efter nu seks målløse kampe i den bedste række.

Tommy Bechmann udstrålede det stik modsatte. Han headede et indlæg fra Adama Guira i mål med største selvfølgelighed, selv om han var tvunget til at sætte meget fart på hovedstødet fra cirka 10 meters afstand.

2-0 efter en lille time lignede en afgørelse på kampen, men alligevel fik Viborg skabt spænding. Ud af det blå reducerede Jonas Kamper med en smart afslutning i et tætbefolket straffesparksfelt. Det gav Viborg ny tro.

De helt store chancer for udligning udeblev dog. Sønderjyske var godt organiseret og holdt stand i de sidste minutter.

/ritzau/