Tonstung satellit er styrtet ned på ukendt sted

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

En satellit fra den europæiske rumfartsorganisation ESA styrtede som forventet mod Jorden klokken 1 natten til mandag dansk tid.

Hvor satellitten, eller rettere stumperne fra den, traf Jorden, er ikke klart. Hovedparten af satellitten antages at være brændt op på sin vej gennem atmosfæren, og kun mindre dele af det avancerede stykke teknologi er derfor endt på Jorden.

Satellitten med det officielle navn Goce er på grund at sit elegante design blevet betegnet som "rummets Ferrari" ifølge BBC. Og med en vægt på omkring et ton vejede den også nogenlunde det samme som en af de italienske sportsvogne.

Goce blev sendt op fra Rusland i marts 2009 med den mission at kortlægge Jordens tyngdefelt. Satellitten løb for få dage siden som forventet tør for brændstof.

Goce har givet forskere et forbedret kendskab til Jordens tyngdefelt, sagde professor Carl Christian Tscherning, ekspert i Jordens tyngdekraft, for nylig til Videnskab.dk.

- Det vigtigste resultat er, at vi nu kan se havstrømmenes beliggenhed og hastighed med større nøjagtighed end før.

- Vi kan se, hvordan havstrømmene transporterer rundt med koldt og varmt vand. Det er meget vigtigt i forhold til forståelsen af klimaet, sagde han til Videnskab.dk.

Den sidste kontakt, Goce havde med stationer på Jorden, var klokken 00.42. På det tidspunkt befandt den sig 120 kilometer over Antarktis. Da blev det anslået, at stumperne ville falde ned i nærheden af Indonesien.

/ritzau/