Tonsvis af nødhjælp sendes fra Billund til tyfonofre

Et fragtfly pakket med nødhjælp til de mange millioner ofre for tyfonen letter i aften fra Billund Lufthavn.

I eftermiddag pakker Unicef Supply Division et fragtfly, der letter fra Billund Lufthavn med omkring 100 ton nødhjælp til ofrene for tyfonen Haiyan i Filippinerne.

Blandt andet bliver der sendt 2000 vandsæt, der indeholder vandrensningsudstyr, beholdere, et hygiejnesæt med sæbe, tandbørster, tandpasta, bleer og udstyr til at etablere midlertidige toiletter.

Med rent drikkevand kan man forhindre at filippinerne får smitsomme sygdomme som kolera, malaria og diarré. Man regner med, at 20.000 familier skal få glæde af disse vandsæt.

Derudover sendes der også 30 vandtanke med flyet, der regelmæssigt skal fyldes op med rent vand.

For at man kan etablere lagerfaciliteter og kontorer nede i katastrofeområdet, sender Unicef 12 telte på 72 kvadratmeter med flyet.

Og det går hastigt fremad med at få hjælp til Filippinerne, melder generalsekretær i Dansk Røde Kors, Anders Ladekarl, ud.

Han befinder sig i øjeblikket i Filippinerne, hvor supertyfonen Haiyan slog til.

- Hjælpen strømmer ind fra alle dele af verden. I Røde Kors har vi allerede 12 internationale hold på plads, og vores lagre fyldes lynhurtigt op, fordi der kommer så mange forsyninger udefra, siger han til Ritzau.

Fragtflyet fra Billund, der er pakket med nødhjælp, forventes at ankomme i Filippinerne klokken 20 søndag aften.

Unicef vurderer, at omkring 4,6 millioner børn lige nu har akut brug for nødhjælp.

Sammenlagt menes 13 millioner mennesker at være blevet berørt at den voldsomme tyfon.

Pakningen med flyet fra Billund er næsten dobbelt så stor, som den seneste sending fra Unicef. I den forgangne weekend blev der sendt 60 ton nødhjælp af sted fra København.

/ritzau/

Dagens Gossip