Tony Blair stopper som Mellemøst-udsending

Skrevet af admin

27/05/2015

Mest læste i dag

Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair vil trække sig som særlig udsending for den såkaldte Mellemøstkvartet.

Det oplyser diplomatiske kilder inden for Mellemøstkvartetten til nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Kilderne tilføjer, at Blair har meddelt sin afgang i et brev til FN's generalsekretær, Ban Ki-moon. Han trækker sig fra jobbet ved udgangen af juni.

I London bekræfter en kilde tæt på Blair, at han vil træde tilbage.

Blairs kontor har foreløbig ikke kommenteret oplysningerne.

Tidligere har kilder sagt til Financial Times, at Blairs dårlige forhold til de palæstinensiske myndigheder samt hans erhvervsinteresser er nogle af årsagerne til, at han nu forlader posten.

Den 61-årige tidligere premierminister blev udnævnt til stillingen i 2007.

Dengang lød jobbeskrivelsen, at han primært skulle hjælpe den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, og hans Fatah-bevægelse med at opbygge en fremtidig palæstinensisk stats institutioner og gennemføre politiske og økonomiske reformer.

Blair har ikke haft nogen formel indflydelse på fredsprocessen, og han er blevet kritiseret for at være alt for usynlig i løbet af de otte år, han har haft stillingen.

Mellemøstkvartetten, som har forsøgt at genstarte fredsforhandlingerne mellem Israel og palæstinenserne, består af EU, Rusland, FN og USA.

Blair ventes at fortsætte med at arbejde i Mellemøsten, men ikke i en officiel stilling, skriver Reuters.

Kilden tæt på den tidligere premierminister siger til nyhedsbureauet, at Blair vil "koncentrere sig om at styrke forholdet mellem Israel og den bredere arabiske verden" med øget fokus på regionalt diplomati.

Blair vil ligeledes "fokusere på at opmuntre Israel til at tage skridt mod at forbedre dagligdagen markant for palæstinenserne i Gaza," siger kilden.

/ritzau/Reuters