Top 10: Cykelsportens mest vanvittige dopingundskyldninger

Skrevet af Michael Lauritsen

18/02/2014

Dagens topnyheder

Doping har været et problem i cykelsporten i mange år, og det er der sandsynligvis ingen, der efterhånden er i tvivl om. Og med mange dopingsager kommer også mange dopingundskyldninger.

Herunder bringer vi i samarbejde med Feltet.dk 10 af de dårligste, dummeste, sjoveste eller mest kreative undskyldninger, cykelryttere er kommet med efter at være blevet anklaget for brug af doping. 

1. Ivonne Kraft
Den kvindelige mountainbike-rytter, tyske Ivonne Kraft, blev i 2007 testet positiv for astmamedicinen fenoterol efter et cykel cross-løb. Hendes forklaring er så kreativ, at man næsten fristes til at tro, at den er sand: Ifølge Kraft var hendes mors spray med astmamedicin eksploderet samme dag i en campingvogn, hvor Kraft var til stede. Fordi, hun sagde 'ups', da det skete, kom hun derfor sandsynligvis til at indånde noget af stoffet, og derved dukkede det op i dopingprøven. Kraft nøjedes utroligt nok med at få en diskvalificering fra løbet og en advarsel af det tyske forbund.

2. Dario Frigo
Mange cykelryttere vedkender sig, at der er fundet forbudte stoffer, og forsøger at forklare sig med, at det bruges til noget andet. Italienske Dario Frigo undgik dette, da han i 2005 blev taget med blandt andet EPO i bilen, ved at fortælle politiet, at han simpelthen bare altid havde den slags med sig, når han skulle ud af døren. Han havde skam aldrig brugt doping. Det var blot en af hans 'svagheder' altid at gå rundt med forbudte stoffer i tasken. Hvilket jo lyder vældig plausibelt.

3. Floyd Landis
I 2006 var Floyd Landis klar til at overtage Tour-tronen, men han lignede efter 16. etape en slagen mand. Dagen efter tog han revanche med et vanvittigt udbrud og kom tilbage i toppen af klassementet og vandt Touren. En positiv dopingprøve viste dog, at et ordentligt skud testosteron havde været med til at hjælpe ham på vej. Undervejs i sin kamp mod systemet forsøgte han at forklare sig med dehydrering, medfødt højt testosteronniveau (han mente, han var ekstra meget mand i forhold til andre), en whisky-druktur dagen før og kortisonindsprøjtning for en degenererende hofte. Det viste sig dog, at det ekstra testosteron i hans krop var syntetisk, hvorfor der ingen tvivl var om hans gerninger, hvilket han også indrømmede mange år senere.

4. Tyler Hamilton
Vi husker vel alle Tyler Hamiltons tossede forklaring, efter han blev testet positiv under Vuelta a España 2004. Forklaringen på, at en anden persons blodceller løb rundt i hans årer, var, ifølge ham selv, at hans blod i sin tid var blevet blandet med den ufødte tvilling, han delte sin moders livmoder med. Og selvom fænomenet, der kaldes chimerism på engelsk, faktisk eksisterer, og blev foreslået til Hamilton som undskyldning af en amerikansk molekylærbiolog, så viste flere blodprøver, at der ikke var hold i historien.

5. Christian Henn
Testosteron kan skyldes mange ting, og en positiv dopingprøve for dette stof kan have mange forklaringer. Christian Henn kom med en af de mere kreative, da han i 1999 forklarede sig med, at det skyldtes en urteblanding fra hans svigerforældre, og at han havde fået denne for at øge sin fertilitet, hvilket åbenbart virkede, da han fik et barn kort efter. Han afsluttede dog sin karriere som professionel cykelrytter.

Se resten af den vanvittige top 10-liste på Feltet.dk.