Top 10: Her er Danmarks dyreste andelsboliger

Denne top 10 rummer nogle af Københavns største og smukkeste herskabslejligheder. Det er drømmeboliger, der kombinerer det bedste af Københavns gamle charme med topmoderne bad- og køkkenindretninger. Her er skæve vinkler og fritlagte bjælker, fyldningsdøre, franske døre, stuk, sildebensparket og ikke mindst dejlige gårdmiljøer, når livet skal nydes uden for lejligheden.

Men al den herlighed har en pris. Og den er meget konkret et sted mellem 14.000 og 24.000 kroner om måneden i boligydelse. Priserne for selve andelen svinger til gengæld meget og går fra beskedne 126.000 kroner op til 4,3 millioner kroner.

Dyk ned i listen om ikke andet for at drømme og for at hvile øjnene på disse smukke lejligheder.

Top 10: Andele med højeste månedlige ydelse

10. Genreal Bahnsons Vej 13, 4. Th

Vi starter på Frederiksberg, hvor du kan få en herskabelig lejlighed på 139 kvadratmeter. Her får du hele pakken med stuk, sildebensparket, plankegulv og franske døre toppet med en grøn udsigt. Udbudspris: 133.920 kr. Månedlig ydelse: 14.515 kr.

9. Dalgas Boulevard 5, st., 2000 Frederiksberg

På Dalgas Boulevard er der endnu en 139 kvadratmeters herlighed med flotte gulve, franske døre og en lille karnap. Prisen for selve andelen er listens laveste. Udbudspris: 126.336 kr. Månedlig ydelse: 14.538 kr.

8. Peder Skrams Gade 1, 1. Tv, 1054 København K

Vi er nået til hjertet af København, hvor du kan blive nabo til Det Kongelige Teater og bo super centralt tæt på Kongens Nytorv. Flot lejlighed på 154 kvadratmeter, der blandt andet har flotte gulve, fin stuk, stort åben køkken og fransk altan. Udbudspris: 2.250.000 kr. Månedlig ydelse: 14.742 kr.

7. Dalgas Boulevard 5, 4. Tv, 2000 Frederiksberg

Flot lejlighed øverst oppe, hvorfra du har udsigt til Zoologisk Have. Også her er der flotte gulve, prægtige dobbeltdøre og en fin, grøn gårdhave. Udbudspris: 129.600 kr. Månedlig ydelse: 14.816 kr.

6. Axel Heides Gade 2, 7. 1, 2300 København S

Er du til penthouse-lejligheder, er der et rigtig flot eksemplar her på Islands Brygge. Ikke bare får du en fantastisk udsigt fra altanen på 7. sal, du får også en lejlighed i et relativt nyt byggeri fra 2006, hvor nogen har været så betænksomme at installere en brændeovn også, så hyggen på alle måder er i top på toppen. Udbudspris: 1.001.660 kr. Månedlig ydelse: 14.818 kr.

5. General Bahnsons Vej 9, 2. Tv, 2000 Frederiksberg

Endnu en Frederiksberglejlighed pryder listen. Den kører samme gode, klassiske stil med stuklofter og plankegulve og 140 kvadratmeter at boltre sig på. Udbudspris: 132.920 kr. Månedlig ydelse: 14.931 kr.

4. Gothersgade 30, 1. 1123 København K

Smuk lejlighed på hele 221 kvadratmeter centralt placeret i København. Her står synlige loftsbjælker i kontrast til køkkenelementer i hvid og stål i det store køkken, hvor der også er plads til et gedigent spisebord. Højloftede stuer og hyggeligt gårdmiljø. Udbudspris: 4.288.808 kr. Månedlig ydelse: 15.096 kr.

3. Vesterbrogade 148 K, 1. Th, 1620 København V

Her er boligen for den inkarnerede københavner, der vil have skruet helt op for boligcharmen. Her er den hyggeligste andelsbolig i tre plan, hvor du både har stue med direkte adgang til gårdmiljøet, første sal med stue og soveværelse og anden sal med skrå vægge og ekstra værelser. Udbudspris: 798.000 kr. Månedlig ydelse: 17.078 kr.

2. Overgaden oven Vandet 34B, 5., 1415 København K

Bo på toppen af Christianshavn med udsigt ud over byens tage og ned over kanalen. 120 kvadratmeter med synlige loftsbjælker, flotte gulve, 2 altaner og optimal udnyttelse af pladsen med 2 hemse også. Udbudspris: 450.000 kr. Månedlig ydelse: 23.324 kr.

1. Østerbrogade 56 A, 2. Tv. 2100 København Ø

Vil du bo på Østerbro, har du chancen for at erhverve dig denne 197 kvadratmeter store andel med udsigt ud over søerne. Fuldstændig renoveret og indflytningsklar bolig med store, lyse rum. Synes du, at den månedlige ydelse er i overkanten, kan du glæde dig over, at den kommer til at falde over de kommende år. Udbudspris: 295.000 kr. Månedlig ydelse: 23.890 kr.

 

Dagens Gossip