Top Gear-trio byder ny vært velkommen

Skrevet af admin

17/06/2015

Mest læste i dag

Det kom som et chok, da den tidligere "Top Gear"-vært Jeremy Clarkson modtog sin fyreseddel tilbage i marts, og tirsdag aften blev den nye vært annonceret. Det bliver tv- og radioværten Chris Evans, der skal overtage det populære BBC-program.

Og den beslutning bliver heldigvis mødt med pæne ord og gode råd fra de mere erfarne rotter Richard Hammond og James May, som også er en del af Top Gear-holdet, skriver BBC

Men også den tidligere vært, Jeremy Clarkson, tog nyheden om, at hans ven nu skulle overtage hans job med oprejst pande. Evans valgte selv at skrive en besked til de tre Topgear-herrer med nyheden, før det blev offentliggjort. Og han fik tilbagemeldingen fra Clarkson, at han "ikke bebrejdede ham det".

Evans fortæller, at Clarkson ønskede ham "alt det bedste" og at han "gav mig et godt råd, som jeg ikke har tænkt mig at gentage her".

- Jeg elsker at lave tv ... og så sagde jeg ja, fortæller Evans og tilføjer, at Topgear er hans yndlingsprogram, og at han ikke ville kunne bære, at det ikke skulle fortsætte.

Evans håber, at de to tidligere medværter, Hammond og May, vil fortsætte i programmet, men de har offentligt sagt, at de ikke vil fortsætte uden Clarkson.

Tv- og radioværten tilføjer dog noget, der sætter spørgsmålstegn ved, om James May er helt færdig med det populære britiske bilprogram.

- Vi skal mødes i dag og i morgen og tale om tingene og hvem ved, hvad der så kan ske, siger Evans gådefuldt om sit møde med James May.

Chris Evans har skrevet under med "Topgear" for de næste tre år.

/ritzau/FOKUS