Top-republikanere tror på at partiet kan samles om Trump

Skrevet af admin

12/05/2016

Dagens topnyheder

Det er afgørende, at Republikanerne samler sig om fælles principper, siger den republikanske præsidentkandidat Donald Trump og formanden for Repræsentanternes Hus, Paul Ryan, i en fælles udtalelse efter deres møde torsdag.

De tilføjer, at mødet er et "positivt skridt" i retning af at samle Det Republikanske Parti og vinde præsidentvalget i november.

- Med det fokus havde vi en god snak her til morgen. Vi var ærlige om vores få forskelligheder, men vi anerkender, at der også er mange områder, hvor vi er enige, siger Trump og Ryan i udtalelsen.

- Dette var vores første møde, men det var et meget positivt skridt i retning af at samles, skriver de.

Mødet havde til formål at skabe mere enighed om linjen i Det Republikanske Parti.

Men Paul Ryan erkender samtidig, at det kommer til at tage tid at samle partiet efter et primærvalg præget af splittelse.

Også formanden for Republikanernes nationale komité, Reince Priebus, som deltog i torsdagens møde, betegner det som et "virkeligt godt møde".

Det vakte i sidste uge stor opsigt, da Ryan lagde afstand til Trump. Han sagde, at han ikke var parat til at erklære Trump for sit partis formodede præsidentkandidat ved præsidentvalget i november.

- For at være helt ærlig, så er jeg ikke parat til at gøre det endnu, siger Ryan til den amerikanske tv-station CNN i et interview, som viser spændingerne hos de konservative forud for partikonventet og det ventede opgør mellem Trump og demokraten Hillary Clinton.

/ritzau/Reuters