Topchefer advarer om fastlåst grøn omstilling

»Erhvervslivet gør absolut ikke nok. Vi holdes tilbage af frygtsomhed, af mangel på indsigt, af mangel på en mere holistisk tilgang,« lyder det fra en af de mere end 1.000 administrerende direktører, som har besvaret den rundspørge, undersøgelsen bygger på.

FN lavede tilsvarende undersøgelser i 2007 og 2010, og i den mellemliggende periode er der dukket klare faresignaler op om en for svag grøn indsats. I rapporten konkluderes, at »den globale økonomi er på et forkert spor, og erhvervslivet gør ikke sin del for at forme en bæredygtig fremtid«.

»Grøn vækst er blevet skubbet til side af den økonomiske krise, og miljøspørgsmålet er blevet henvist til bagsædet. Virkningerne er måske ikke øjeblikkelige, men om fem år vil tabet af hastighed blive åbenlyst,« siger bestyrelsesformanden for den globale finansvirksomhed UBS, Axel Weber, i undersøgelsen.

Ud over rundspørgen er 75 internationale erhvervsledere blevet interviewet til undersøgelsen, blandt dem Mærsks øverste chef, Nils Smedegaard Andersen. Han fortæller, at kunderne ikke er villige til at betale for virksomhedernes grønne indsats.

»Vore kunder er ikke villige til at betale mere for en bedre miljømæssig præstation. Det store flertal går efter prisen, og virksomhedernes sociale ansvar betragtes som en ’hygiejnefaktor,« siger Mærsks øverste chef, Nils Smedegaard Andersen ifølge Information.

83 procent af erhvervslederne kræver i undersøgelsen en klarere politik på det grønne område, der også omfatter »håndfaste tiltag hvad angår lovgivning, standarder og beskatning«.

Dagens Gossip