Topchefer: Thorning gavner mere end Løkke

Mens det står skidt til for regeringen i meningsmålingerne, får statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ros fra det danske erhvervsliv.

Den nuværende regering har gjort et bedre og mere ambitiøst stykke arbejde for konkurrenceevnen, end VK-regeringen gjorde i 00'erne, mener Berlingskes panel af danske topledere.

Toplederpanelet består af 191 topchefer, og 43 procent af dem mener, at SRSF-regeringens indsats for konkurrenceevnen er bedre eller langt bedre end VK-regeringens.

Kun 13 procent mener, at VK-regeringen var bedre for konkurrenceevnen.

- Thorning-regeringen har generelt ført en ansvarlig og modig, blå økonomisk politik med vigtige reformer og skattelettelser, siger Jim Pedersen, administrerende direktør i oliehandelsvirksomheden Wrist Group, til Berlingske.

Han bliver bakket op af andre ledere som Henrik Mikkelsen, der er administrerende direktør i Sæby Fiske-Industri. Han mener, at "VK-regeringen forspildte enhver chance for at gardere sig mod krisen".

Finansminister Bjarne Corydon (S) tager rosen til sig, men han mener ikke, at regeringen fører blå økonomisk politik.

- Blå politik er de blå partiers speciale. Det interessante er, at det er lykkedes os at føre en politik, der får erhvervslivet til at vurdere, at vi gør mere for konkurrenceevnen end VK-regeringen, siger Bjarne Corydon til Berlingske.

Det er blandt andet udspillet til en vækstplan, der gør topcheferne positivt stemt. Vækstplanen indeholder blandt et forslag om at lette selskabsskatten fra 25 til 22 procent.

Netop vækstplanen har fået skylden for rekordringe opbakning til Socialdemokraterne i de seneste meningsmålinger.

Samtidig roser virksomhedslederne en strammere styring af offentlige budgetter samt regeringens skattereform, skriver Berlingske.

/ritzau/

 

Dagens Gossip