Topchefer tror på mere krise

Kun 23 procent af de danske topchefer er optimistiske, når det gælder vækst i deres egen virksomhed i år. Det viser en undersøgelse fra revisions- og rådgivningsfirmaet PwC.

Undersøgelsen er en del af en global undersøgelse og indeholder svar fra 30 topchefer blandt de 500 største danske virksomheder.

De danske svar ligger en anelse lavere end i Europa generelt, hvor 27 procent ser optimistisk på væksten. Målt på globalt plan gælder det 36 procent af toplederne.

For at skabe bedre resultater peger de danske ledere især på, at omkostningerne skal skæres ned. Det skete i 2012 for ni ud af 10 topledere, og samme antal vil gøre dette i år.

Desuden er mere end halvdelen af toplederne indstillet på at flytte arbejdspladser ud af landet - mod for eksempel blot 35 procent i Sverige.

- Lønomkostningerne i Danmark ligger på et niveau, der gør, at visse funktioner simpelthen er for omkostningstunge at placere i Danmark, siger Mogens Nørgaard Mogensen, senior partner og adm. direktør i PwC.

Han mener, at det haster med tiltag fra politisk hold for at få sænket omkostningsniveauet for de danske virksomheder.

Ifølge topcheferne har regeringen ikke gjort nok for at forbedre rammevilkårene for virksomhederne.

Halvdelen af de adspurgte topledere anklager regeringen på dette punkt, mens kun 24 procent af de svenske topledere kritiserer deres egen regering for det samme.

Når det gælder regeringens evne til at begrænse reguleringsbyrden på erhvervslivet, mener blot tre procent af de danske topledere, at dette er sket.

Her giver 24 procent af de svenske chefer deres regering ros for at have begrænset reguleringen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV