Topdanmark indfører lockoutpasning i forsikringer

Nogle af de virksomheder, der har tøvet med at lave pasningsordninger på grund af manglende forsikringer, vil nemlig være dækket af den forsikring, de allerede har.

»Jeres erhvervsansvarsforsikring hos os dækker medarbejdernes børn, hvis de bliver passet på arbejdspladsen på grund af lockout af landets lærere,« lyder beskeden fra Topdanmark til sine erhvervskunder på selskabets hjemmeside.

Topdanmark oplyser, at det gælder pasning af børn under lockouten, og at garantien ikke koster for kunderne.

Afdelingsleder i Topdanmark Erhverv og Industri, Søren Viltoft Baatrup, forklarer på hjemmesiden, at forsikringen vil gælde, selvom der ikke står noget om pasning i betingelserne for forsikringen.

»Jeg kan godt forstå, vores erhvervskunder spørger. Mange af dem vil gerne løse det problem, som mange af deres medarbejdere står med på tirsdag,« siger han.

Forsikringsselskabet Codan vælger formentlig samme model som Topdanmark. Selskabet udsender de nærmere regler efter påske, men oplyser til Berlingske Nyhedsbureau, at udgangspunktet er, at deres erhvervskunders ansvarsforsikring dækker virksomheden, børnepasserne og medarbejdernes børn.

Forsikringsselskabet Tryg siger, at medarbejdernes børn, hvis de blot er »med på arbejde«, er omfattet af en forsikring.

»Hvis det nu var en byggeplads, vil risikoen umiddelbart være for stor. Der er forskel på arbejdspladser - og hvis virksomhederne begynder at hyre pædagoger ind, bliver det kompliceret,« siger kommunikationsdirektør i Tryg, Troels Rasmussen, der påpeger, at virksomheden godt kan ende med at træffe samme beslutning som Topdanmark, men at ingen endelig afgørelse er truffet.

Dagens Gossip