Topdiplomat latterliggjort: Er du med i Pussy Riot?

Skrevet af admin

06/02/2014

Dagens topnyheder

Ruslands FN-ambassadør latterliggjorde sin amerikanske kollega og spurgte, om hun havde sluttet sig til Pussy Riot, efter at den amerikanske topdiplomat havde holdt et kort møde med to medlemmer af den russiske aktivistgruppe.

FN-ambassadør Samantha Power mødtes onsdag med Pussy Riot-medlemmerne Maria Aljokhina og Nadesjda Tolokonnikova i den amerikanske FN-ambassade i New York.

De tre drøftede blandt andet menneskerettigheder og undertrykkelse af oppositionen i Rusland.

Og det brød Ruslands topdiplomat i FN sig ikke om. Da han blev spurgt, hvad han mente om det halv time lange møde, svarede ambassadør Vitalij Tjurkin:

- Er hun (Samantha Power, red.) ikke blevet medlem af gruppen?

- Jeg havde regnet med, at hun ville invitere dem til at optræde i den nationale katedral i Washington, sagde han og rundede ironisk af:

- Måske kunne de arrangere en verdensturné med dem. Først Peterskirken i Rom, så måske Mekka i Saudi-Arabien før de afslutter med en gallakoncert ved Grædemuren i Jerusalem.

Tre af fem kvindelige medlemmer af Pussy Riot blev anholdt og idømt fængselsstraffe, efter at de i februar 2012 stormede op til alteret i den store frelserkatedral i Moskva.

Iført flerfarvede elefanthuer og elguitarer nåede de at levere en protestsang mod Putins alliance med de gejstlige i Rusland, før politiet greb ind.

Nadesjda Tolokonnikova, det nok mest prominente medlem af protestgruppen, og Maria Aljokhina blev løsladt i julen 2013. De var dømt til to års fængsel. Det tredje dømte medlem af Pussy Riot blev løsladt efter en appelsag.

/ritzau/Reuters