To topfolk fra Røde Khmer sigtes for folkemord

Skrevet af admin

03/03/2015

Mest læste i dag

To tidligere topfolk fra Cambodjas Røde Khmer-regime er tirsdag blevet sigtet for forbrydelser mod menneskeheden ved en FN-støttet domstol i det asiatiske land.

De er sigtet for deres rolle i de mange ulovligheder, der blev begået under regimet, hvor mellem 1,5 og to millioner cambodjanere mistede livet fra 1975 til 1979.

På et årti har domstolen kun afsagt dom mod tre tidligere topfolk fra regimet.

De to sigtede personer er Im Cheam og Meas Muth, der står anklaget for at begå mord, stå bag slaveri og politisk og etnisk forfølgelse såvel som "andre umenneskelige handlinger".

Im Cheam er en buddhistisk nonne i 60'erne. Hun er mistænkt for at stå bag en tvangsarbejdslejr under de Røde Khmers regime.

Meas Muth er i 80'erne, tidligere kommandant i flåden og mistænkt for at sende fanger til torturcentre under det ultramaoistiske regime, der blev ledet af den nu afdøde Pol Pot.

I 2014 blev to tidligere topfolk fra det morderiske Røde Khmer-regime idømt fængselsstraffe på livstid for forbrydelser mod menneskeheden.

Det var første gang, at Røde Khmer-ledere blev straffet for de mange ulovligheder, der blev begået under regimet.

Sagerne har været genstand for stor opmærksomhed i Cambodja, hvor næsten en fjerdedel af befolkningen blev udslettet under De Røde Khmerer.

Borgerne blev torteret, henrettet, sultet og udmattet til døde. Stort set hver eneste nulevende cambodjaner har mistet familiemedlemmer.

Kun få er blevet retsforfulgt for de forbrydelser, der skete under rædselsregimet, hvor op mod to millioner mennesker blev dræbt.

/ritzau/Reuters