Topfolk i SFs folketingsgruppe tavse om valg

Flere fremtrædende politikere i SF's folketingsgruppe vil ikke ud med, hvilken af de to kandidater til formandsposten i SF, de støtter.

Siden Annette Annette Wilhelmsen meldte sit kandidatur søndag eftermiddag, har der været stor interesse for at få at vide, hvem der støtter de to nuværende kandidater Astrid Krag og Annette Wilhelmsen.

Men SF-toppen - med enkelte undtagelser, venter altså med at udtale sig, til fristen for at stille op som kandidat udløber fredag.

- Du kan få at vide, hvem jeg støtter, når fristen er udløbet på fredag, siger gruppeformand Pernille Vigsø Bagge, og uddyber:

- Jeg er nødt til at respektere, at der er et medlemsdemokrati. Hvis alle i folketingsgruppen har kastet sig ind i kampen for to, så kan der sidde en tredje og føle at vedkommende er chanceløs.

Partiets politiske ordfører Jesper Petersen er af samme opfattelse og afholder sig desuden fra overhovedet at beskrive de to kandidater.

- Jeg forbeholder mig retten til at give min mening til kende, når vi når hen til fristen for, at kandidater kan opstille. Som medlem af partiets ledelse synes jeg ikke, det er min opgave at være blandt de første, der melder sit synspunkt ud, siger han.

Arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen overvejer stadig, hvem han støtter. Han vil muligvis også give sin mening til kende i løbet af et par dage.

Enkelte fra folketingsgruppen har dog allerede har givet deres mening til kende. Steen Gade var den første til at melde ud, at han støtter Astrid Krag, mens Lisbeth Bech Poulsen og Karina Lorentzen senest har fortalt, at de begge støtter Annette Wilhelmsen.

Hvis der ikke melder sig flere kandidater, inden tidsfristen udløber fredag den 21. september, vil partiet afholde medlemsmøder rundt om i landet, hvor Astrid Krag og Annette Wilhelmsen kan præsentere sig selv.

Herefter skal medlemmerne af partiet vælge formanden via urafstemning.

Melder der sig flere på banen, skal der indkaldes til ekstraordinært landsmøde.

Dagens Gossip