Tophold viser ingen barmhjertighed i Bundesligaen

Der er ikke råd til fejl, hvis man vil hænge på i topstriden i den tyske Bundesliga.

Bayern München har kun sat fire point til hele sæsonen og ligner en suveræn tysk mester, men også de senere års nærmeste rival, Borussia Dortmund, begynder at ligne sig selv efter en tung forårsstart.

Lørdag vandt Bayern 2-0 ude over Nürnberg, mens Dortmund trynede Werder Bremen med hele 5-1 i to kampe, der understregede forskellen mellem top og bund.

Nürnberg havde ellers fået nyt liv efter et skrækkeligt efterår, hvor man ikke vandt en eneste gang, men mod Bayern gik alt galt fra start.

Inden halvdelen af første halvleg var overstået, havde hjemmeholdet indkasseret et Mario Mandzukic-mål og til al overflod fået to mand kørt på sygehuset med skader.

Så var det op ad bakke, og for Nürnberg kom meget derefter til at handle om ikke at få en ordentlig snitter, som kunne ødelægge den nyvundne selvtillid.

Det lykkedes da også at holde de skræmmende gæster nede på den 2-0-sejr, som Philipp Lahm sørgede for med sin scoring kort efter pausen.

Den talentfulde dansker Pierre-Emile Højbjerg sad hele kampen på Bayerns stjernebesatte udskiftningsbænk.

Endnu mere overlegne var Borussia Dortmund, der var gæster hos Werder Bremen og udstillede nordtyskernes hullede forsvar uden nåde.

Werder Bremen kæmper hårdt for at holde sig udenfor nedrykningszonen, men det er svært med en defensiv, der hører til Bundesligaens mest skrøbelige.

Da Robert Lewandowski havde bragt Dortmund foran efter 26 minutter, ramlede det hele for Werder.

Lewandowski og Henrikh Mkhitaryan scorede begge gange og Manuel Friedrich en enkelt i den simple 5-1-sejr, der fastholder Dortmund på tredjepladsen.

Allerede fredag aften gjorde rækkens nummer to, Bayer Leverkusen, sin del af arbejdet for at holde ligaen spændende: Sami Hyypiäs tropper vandt flot på udebane over normalt hjemmestærke Borussia Mönchengladbach med 1-0.

Fra et dansk synspunkt var det på ny en småtrist lørdag. Niki Zimling var for tredje gang i træk helt ude af truppen, da Mainz tabte 0-3 ude til Wolfsburg.

Jannik Vestergaard måtte nøjes med 13 minutter i Hoffenheims 1-1-kamp ude mod Freiburg.

/ritzau/

Dagens Gossip