Topkarakterer batter i kampen mod social arv

Når forældre mandag sender deres børn af sted til første skoledag efter ferien, skal de puffe godt på, for at deres børn kommer ud af skolen med gode karakterer.

For en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser ifølge Jyllands-Posten, at gode karakterer er en helt afgørende faktor, når det gælder elevernes chance for at få en ungdomsuddannelse - uanset hvilke sociale forhold børnene kommer fra.

Analysen viser, at hvis en pige i 9. klasse kan arbejde sig op på et karaktergennemsnit på mellem 9 og 10 efter den gamle karakterskala ved folkeskolens afgangsprøve i dansk og matematik, så øger hun sine muligheder for at gå videre på en ungdomsuddannelse med næsten 13 procentpoint.

Til sammenligning øger det kun hendes muligheder med knap tre procentpoint, at hendes forældre har en høj indkomst, eller med godt et procentpoint, at hun går i en privatskole frem for en kommuneskole.

Senioranalytiker Mie Dalskov Pihl fra AE siger til Jyllands-Posten:

- Det er påfaldende at se, hvor stor effekt gode resultater i folkeskolen i dansk og matematik har. Alene ved at styrke de unges faglighed kan man forbedre deres mulighed for at få en ungdomsuddannelse, uanset den unges baggrund.

- Sagt på en anden måde kan man ved at hjælpe de unge til gode resultater i dansk og matematik til en vis grad kompensere for eksempelvis sociale forhold, forklarer hun.

AE har undersøgt uddannelsesforholdene for alle de cirka 51.000 unge, der var 25 år ved årsskiftet mellem 2011 og 2012. Målet var at udpege de faktorer, der henholdsvis støtter eller svækker muligheden for at få en ungdomsuddannelse.

/ritzau/

Dagens Gossip