Topkarakterer til Tottenham-matchvinder Eriksen

Skrevet af admin

24/11/2014

Mest læste i dag

Christian Eriksen har været igennem en hård periode, hvor spillet ikke har levet op til vanlig standard.

Det har blandt andet affødt kritik fra landstræner Morten Olsen, men mandag kan danskeren igen glæde sig over at have fået plusser i karakterbogen.

Det er hans mål og oplæg i Tottenhams 2-1-sejr over Hull, der får flere journalister til at fremhæve danskeren som banens bedste i den kamp.

Daily Mail kalder danskeren banens bedste, og samme resultat når websitet goal.com frem til.

Her får Eriksen som den eneste fire stjerner af fem mulige og følgende karakteristisk med på vejen:

- Tilførte fart og vilje til Tottenhams angreb og ramte stolpen med et fremragende frispark, som Harry Kane fulgte op på, før han sørgede for et sent sejrsmål.

Daily Mirror konstaterer også, at "Man of the Match"-titlen var velfortjent.

- Hjemmeholdet var tæt på uafgjort, men i det 89. minut var Christian Eriksen igen afgørende, skriver avisen.

Christian Eriksen var i øvrigt den spiller, der tilbagelagde de fleste meter under kampen.

I alt blev det til 12,1 kilometer for landsholdsspilleren, hvilket var 600 meter mere end spilleren med næststørst løbepensum, holdkammeraten og målscoreren Harry Kane.

/ritzau/