Topleder i rengøringsselskab anklages for skattesnyd

Skrevet af admin

02/05/2016

Mest læste i dag

En ledende person i rengøringsbranchen er blevet tiltalt for at have snydt skattevæsenet for 11 millioner kroner.

Det er anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi, som mandag har frigivet oplysninger i sagen.

Manden, der er bestyrelsesmedlem og med i ledelsen af et selskab, nægter sig skyldig - og sagen skal afgøres af Retten i Lyngby.

Tiltalen er resultat af længere tids efterforskning, og tidligere har det været fremme, at han også var sigtet for tyveri og dokumentfalsk.

Disse forhold indgår dog ikke i det anklageskrift, som er sendt til retten, og som anklagemyndigheden mandag har udleveret til Ritzau.

Det handler i stedet om skattesvig af særlig grov karakter.

I tre år beskyldes han for at have snydt de offentlige kasser for henholdsvis 3,5, 4,4 og 2,9 millioner kroner.

Mønstret var det samme år efter år, lyder påstanden.

Den 55-årige mand solgte store aktieposter i selskabet, men salgssummen optrådte ikke på hans selvangivelse. Og det burde være sket, fordi der var tale om salg til det udstedende selskab, hævdes det.

I begyndelsen af efterforskningen besluttede en dommer at nedlægge navneforbud, men den beskyttelse er siden blevet ophævet.

I Nordsjællands Politi oplyser specialanklager Thomas Raaberg-Møller, at sagen skal behandles over to retsmøder i november.

/ritzau/