Topmøde bryder isen mellem Kina og Japan

Skrevet af admin

10/11/2014

Dagens topnyheder

Kinas og Japans ledere, Xi Jinping og Shinzo Abe, mødtes mandag for første gang efter flere år med spændinger og territoriale stridigheder mellem de to asiatiske supermagter.

- Det er det første skridt frem mod en genopretning af forholdet mellem vore to lande, siger Abe efter drøftelserne med den kinesiske præsident.

Xi sagde, at han håber, at Japan satser på en fredelig udvikling og vil følge en forsigtig militær linje.

Abe og Xi nåede til enighed om at begynde forberedelserne til oprettelsen af en maritim krisemekanisme, så konfrontationer til søs kan undgås mellem de to lande.

- Jeg spurgte ham om, hvorvidt vi skulle oprette en maritim kommunikationslinje, og vi vil formentlig hurtigt begynde arbejdet med at opstille konkrete mål, siger den japanske regeringschef.

Mødet mellem de to landes ledere anses for at være et gennembrud efter to år med bitre stridigheder om blandt andet Japans manglende undskyldninger for at have ført en aggressiv angrebskrig under Anden Verdenskrig og om en ubeboet øgruppe i Stillehavet.

Striden om Senkaku-øerne har længe belastet de to landes forhold. Kina har etableret en flyzone, som dækker de omstridte øer.

Sydkorea har også oprettet en zone, der overlapper den flyzone, som kineserne har oprettet.

Japan har hævdet suverænitet over Senkaku-øerne siden 1895.

Øerne hedder på kinesisk Diaoyu.

Mødet mellem de to topledere fandt sted i Beijing på sidelinjen af et topmøde i den asiatiske samarbejdsorganisation Apec.

Den kinesiske præsident, Xi Jinping, sagde tidligere i år, at Japans krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig "stadig står meget klart i vores erindring."

- Vi kinesere har længe haft den opfattelse, at vi ikke skal gøre noget mod andre, som vi ikke ønsker, at de skal gøre mod os, sagde Xi med henvisning til Japans besættelse af dele af Kina i 1930'erne og 1940'erne.

Japanerne begik en af de værste massakrer i Kinas historie i 1937, hvor omkring 300.000 menes at være blevet dræbt i Nanking.

/ritzau/Reuters