Topmødet i Paris meldes tæt på en global klimaaftale

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Forhandlere fra hele verden har torsdag aften på klimatopmødet i Paris fået et nyt udkast til en global aftale.

Der bør nu ifølge mødets formand, den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, kunne vedtages en endelig tekst i løbet af fredagen. Topmødet er tæt på en klimaaftale, mener Fabius, selv om der stadig er uenighed om flere kernepunkter.

- Vi vil have en aftale, vi er virkelig tæt på målstregen, siger Fabius og tilføjer, at tiden er inde til at lave de sidste kompromisser.

Forhandlerne har fået to timer til at studere den nye tekst, inden mødet genoptages klokken 23.30, og der ventes forhandlinger hele natten.

Laurent Fabius forventer, at forhandlerne nu kan slå ind på opløbet frem mod en "global, juridisk bindende, ambitiøs, fair og varig aftale, som verden venter på".

- Det skal lykkes for os, og det kan lykkes for os. Jeg tror, kære venner, at vi vil klare den, siger den franske mødevært til forhandlerne.

Ifølge John Nordbo, klimachef i WWF Verdensnaturfonden er det "tydeligt, at det franske formandskab ikke har opgivet ambitionen om at få en god aftale vedtaget på COP21".

- Den nye tekst lægger op til en skærpelse af de globale klimamål - opvarmningen skal holdes langt under to grader, og landene skal stræbe efter at holde temperaturstigningen nede på 1,5 grader, siger han.

- Det er også positivt, at der er strammet op på den proces, som skal føre til, at landene øger ambitionsniveauet i de nationale klimaplaner, som jo endnu ikke er tilstrækkelig, siger John Nordbo.

Teksten om et af de mest konfliktfyldte emner, klimafinansiering til ulandene, er blevet "væsentligt bedre end frygtet", konstaterer Alexander Ege, rådgiver i udviklingsorganisationen Care.

Industrilandene skal levere klimafinansiering til ulandene på 100 milliarder dollar årligt fra 2020 som "et gulv", der kan bygges mere oven på. Desuden skal ilandene sikre, at ulandene ikke kun får private midler, men også offentlige midler til klimatilpasning.

- Det betyder, at vi er kommet rigtig langt. Teksten kunne være bedre, men der er håndtag i den til senere at hæve ambitionsniveauet, siger Alexander Ege.

Til gengæld mener han, at muligheden for at forbedre den forventede klimaaftale i de kommende år er blevet klart dårligere i det nye udkast.

- Som teksten ligger nu, risikerer vi at være låst fast uden mulighed for at forbedre aftalen i hvert fald i 10 år, måske endda i 15 år. Og det er meget skidt, siger Alexander Ege.

En endelig aftale ventes tidligst at kunne falde på plads sent fredag aften eller natten til lørdag.

/ritzau/