Topper i EU: Malta giver asyl til flest per indbygger

Skrevet af admin

19/06/2014

Dagens topnyheder

Sætter man antallet af asylansøgere, der får lov til at blive i et EU-land, op mod befolkningstallet, toppede Malta listen i 2013.

EU's statistiske kontor, Eurostat, har torsdag udgivet tal for, hvor mange asylansøgere hvert enkelt af EU's 28 lande gav lov til at blive sidste år. Og ser man på det rene tal, er det Tyskland, der har åbnet dørene for flest - nemlig 26.080 personer.

Men Malta topper listen, når antallet af godkendte asylansøgere holdes op mod, hvor stor befolkningen er. Malta valgte i 2013 at holde vingerne over 1610 asylansøgere, hvilket er 384 per 100.000 indbyggere.

Tyskland ligger et stykke nede på listen med 32 per 100.000 indbyggere.

I Danmark fik 3360 personer positivt svar på ansøgningen om asyl i 2013, og det betyder, at per 100.000 indbyggere er 60 asylansøgere kommet ind.

Et af de lande, der ligger rigtig højt oppe på listen - dog med et langt lavere tal end Maltas - er vores skandinaviske nabo Sverige. Sverige lukkede 277 asylansøger ind per 100.000 indbyggere og var samtidig det land i EU, som tog flest syriske asylansøgere til sig sidste år.

Til sammenligning ligger Spanien, Kroatien, Letland, Estland, Slovakiet og Portugal i bund med under to godkendte asylansøgere per 100.000 indbyggere.

Tallet for, hvor mange asylansøgere der rent faktisk får beskyttelse i EU, er steget over de sidste fem år fra under 80.000 i 2008 til at toppe i 2013, hvor i alt 135.700 asylansøgere fik lov til at komme indenfor i et EU-land.

Syrerne var den største befolkningsgruppe, der fik tildelt asyl i EU i 2013. 26 procent af alle ansøgere var syrere.

/ritzau/