Topplacering giver transfergrubleri i AaB

Skrevet af admin

30/11/2015

Mest læste i dag

Fire sejre på stribe og en aktuel andenplads bare et point efter Alka Superligaens førerhold, FC København, som ganske vist har spillet en kamp færre.

Ikke desto mindre skal de i AaB pludselig forholde sig til chancen for at vinde det danske mesterskab endnu en gang.

Ovenpå søndagens 2-0-sejr i Brøndby undveg forsvarskrumtappen Kenneth Emil Petersen spørgsmålet ved at henvise til, at muligheden for en ny triumf afhænger af det forestående transfervindue.

Og det kan blive svært at holde sammen på den nuværende trup.

Spillere som stortalentet Nicolaj Thomsen og ligaens topscorer, Lukas Spalvis, er utvivlsomt på blokken i udenlandske klubber, og der kan meget vel komme bud på dem i vinterpausen.

Det kaster AaB's sportschef, Allan Gaarde, ud i en svær afvejning mellem sportslige perspektiver for sæsonen og klubbens økonomi.

- Vi vil selvfølgelig gerne holde på spillerne så længe som muligt, men vi er også en sælgende klub, der lever af at fortælle gode historier om spillersalg, siger Allan Gaarde og fortsætter:

- Jeg skal overveje de sportslige konsekvenser i forhold til økonomi. Den ligning er næsten umulig at få til at gå op, og der findes ingen klare svar.

- Da vi solgte vores topscorer Anders K. Jacobsen, tvivlede folk på, at vi kunne score mål nok. Nu er vi ligaens mest scorende hold.

- Vi har kontrakt på spillerne og kan derfor vælge at holde på dem, men vi skal også behandle spillerne med respekt, siger Gaarde.

Midt i den øjeblikkelige succes fastholder han fokus på præstationer og udvikling frem for resultater, men han medgiver, at sejre som den i Brøndby inspirerer til drømme.

- Den giver da drømme om, at vi kan gentage noget af det, vi før har præsteret. Men det kræver fokus på præstationen for at realisere det, siger Gaarde.

Holdets træner, Lars Søndergaard, fastholder også jordforbindelsen trods den aktuelle andenplads.

- For en måned siden snakkede ingen om AaB og guld, men om en midterposition. Vi har stadig et mål om top-seks og gerne så højt som muligt. Det ændrer vi ikke på, selv om det kan lyde lidt konservativt, siger Lars Søndergaard.

- Vi spiller sprudlende offensiv fodbold og har spillere, der er på blokken i udenlandske klubber. Jeg vil gerne beholde den nuværende trup, men det er en del af gamet at sælge spillere.

- Vi har heller ikke penge til at købe spillere på samme måde som FCK og FC Midtjylland, og derfor er de klare favoritter til guldet, vurderer Søndergaard.

AaB slutter efterårssæsonen af hjemme mod Viborg på mandag.

/ritzau/