Toppolitiker i USA: Vi er bedre til spionage end Europa

Skrevet af admin

27/10/2013

Dagens topnyheder

Det amerikanske efterretningsvæsen er bedre end Europas og spionage er med til at gøre verden mere sikker, siger en ledende amerikansk politiker i en kommentar til skandalerne omkring USA's tilsyneladende aflytninger af Tysklands forbundskansler og andre ledere.

Formanden for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, republikaneren Mike Rogers, antyder også, at der ikke er noget overraskende ved de mange afsløringer af USA's aflytninger af en lang række landes regeringsledere og toppolitikere.

Han bebrejder medierne, at de ikke har forstået historien.

- Jeg tror, at det ville være en endnu større nyhed, hvis USA's efterretningstjenester ikke forsøgte at indsamle informationer, der skal beskytte USA's interesser hjemme og i udlandet, siger Rogers til CNN.

- Vi er nødt til at sikre os, at vi ikke indsamler informationer, som vi ikke har brug for. Men informationer, der er betydningsfulde og gavnlige for USA, skal indsamles, siger han.

En talskvinde for sikkerhedsrådgiverne i Det Hvide Hus, Caitlin Hayden, siger samtidig, at "vi har gjort det klart, at USA indsamler udenlandske efterretninger af den type, som alle lande indsamler."

Dick Cheney, USA's tidligere vicepræsident, der havde stor indflydelse på efterretningstjenesterne under George W. Bushs administration, siger til tv-selskabet ABC, at "spionage mod allierede ikke er noget nyt."

Ifølge tyske medier var præsident Barack Obama personligt informeret om aflytningen af forbundskansler Angela Merkel. Aflytningen har ifølge Der Spiegel stået på siden 2002.

Ifølge oplysningerne i nyhedsmagasinet udspionerer USA hele regeringskvarteret i Berlin fra landets ambassade i den tyske hovedstad.

Bild am Sonntag newspaper skriver, at Obama blev informeret om Merkel-aflytningerne af NSA i 2010.

- Obama greb ikke ind og stoppede det, men lod det fortsætte, siger højtstående NSA-kilder til den tyske avis.

Obama har forsikret Merkel om, at han ikke har kendt til nogen overvågning af hendes mobiltelefon, men den forklaring er ifølge Bild ikke sand.

- Efterretningstjenestens chef, Keith Alexander, informerede i 2010 Obama om aflytningen, og Det Hvide Hus bad angiveligt om en sagsmappe om Merkel. Budskabet til NSA var: Hvem er denne kvinde egentlig, skriver Bild.

/ritzau/AFP