Toppolitiker IGEN ramt af ny sexskandale

Den skandaliserede politiker Anthony D. Weiner, som går efter borgmesterposten i USA's største by, New York, er atter havnet i uføre.

Weiner blev for få år siden regnet som et af fremtidens store navne i Det Demokratiske Parti. Men i 2011 måtte han trække sig fra USA's kongres efter en halvbizar sexsag, hvor han havde sendt fotos af sig selv i underbukser til kvinder.

Siden skandalen har han forsøgt at genoplive sin politiske karriere, og det er lykkedes den 48-årige demokrat at blive et af de mere seriøse bud på en afløser for New York-borgmester Michael Bloomberg, der snart takker af.

Men nu er Anthony Weiner atter fanget i en sexskandale, der kan sætte en stopper for hans ambitioner om at blive chef for millionbyen på den amerikanske østkyst.

Tirsdag holdt den tidligere kongrespolitiker et hasteindkaldt pressemøde foran flere end 100 journalister, hvor han indirekte bekræftede forlydender om, han under dæknavnet "Carlos Danger" havde sendt sjofle beskeder og fotos til en ung kvinde.

Weiners hustru, Huma Abedin, var også med til pressemødet, hvor hun forsikrede de tilstedeværende om, at hun trods op- og nedture i ægteskabet fortsat står side ved side med sin mand.

- Anthony har lavet nogle frygtelige fejl - både før, at han trak sig fra Kongressen og efter, sagde Abedin, som gennem mange år har været en nær rådgiver for Hillary Clinton.

- Jeg elsker ham, jeg har tilgivet ham, jeg tror på ham, og så vi har sagt fra starten: Vi bevæger os fremad, tilføjer hun.

Anthony Weiner siger, at han fortsætter sin valgkamp om at blive den næste borgmester i New York. Demokraternes primærvalg er 10. september, og selve borgmestervalget finder sted 5. november.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip