Toprevisorer afsløret i rådgivning om skattefusk

Skrevet af admin

11/11/2013

Dagens topnyheder

Riv aftalen over og smid papirerne væk. Ellers risikerer du at afsløre dit skattesnyd.

Sådan lyder et af forslagene fra revisorer i et af verdens største revisionsselskaber Ernst & Young i fjerde og sidste afsnit af DR-dokumentaren I Skattely, der sendes på DR1 i aften.

Forslag, der ifølge ekspert risikerer at føre til grov skatteunddragelse.

- Man kan meget nemt risikere en alvorlig straffesag med de beløb, der er på højkant, siger Torben Bagge, advokat og lektor i skatteret til DR Nyheder.

I udsendelsen aflægger DR's journalist besøg hos Ernst & Young med et skjult kamera og en historie om, at han har opfundet en app, som han står til at tjene omkring fire millioner kroner på.

Penge, han gerne vil have mest muligt ud af, som han selv udtrykker det.

- Vi kan godt få dig ud af den fulde danske skattepligt, det er mit budskab, siger en executive director i Ernst & Young på de skjulte optagelser.

Mødet med revisorerne kom i stand gennem Jyske Bank, der - som afsløret i tredje afsnit af dokumentarserien - anbefalede DR's journalist at flytte ud af landet med sin opfindelse til et land med lavere skat.

Ernst & Young skal nu hjælpe med den videre rådgivning, der blandt andet går ud på, at DR's journalist - for at betale mindre såkaldt havelågebeskatning - skal oplyse til Skat, at opfindelsen er langt mindre værd end de fire millioner kroner.

Ifølge revisorerne er det imidlertid problematisk, at der ligger en forhåndsaftale om handlen på de fire millioner kroner. Den risikerer nemlig at afsløre over for Skat, hvad opfindelsen i virkeligheden er værd.

- Hvis vi først har set den (forhåndsaftalen, red.), så er den ude, kan du sige, men den er jo også ude hos køber, ikke, og det er jo svært at lave noget om, hvis den allerede er ude, siger en senior manager hos Ernst & Young foran DR's skjulte kamera.

Et af rådene lyder derfor ganske enkelt at få forhåndsaftalen til at forsvinde ved for eksempel at rive den i stykker.

- Hvis du skal lave den om, så er det bedre, vi ikke ser på den, så er det bedst, at der er så få mennesker på jorden, der ser på den, lyder rådet fra revisoren.

Hos Ernst & Young (EY) tager man afstand fra deres rådgivning.

- EY lægger afgørende vægt på medarbejdernes korrekte adfærd hvad angår etik, lovgivning og kvaliteten af rådgivning til vore kunder.

- De pågældende medarbejderes adfærd er ikke forenelige med vore værdier og code of conduct, og som følge heraf er de to seniorrådgivere ikke længere en del af EY, skriver Ernst & Young i en mail til DR Nyheder.

De to nu tidligere ansatte har ikke ønsket at kommentere sagen over for DR Nyheder.

Også en partner og advokat hos advokatfirmaet Bech-Bruun har måtte forlade sin stilling efter at have givet dét, som en ekspert kalder uetisk rådgivning.

Advokaten råder DR's journalist til at flytte til Luxembourg, hvor selskabsskatten er lavere end i Danmark, og så fortælle Skat, at han har udviklet app'en, men han boede i udlandet.

Hos Bech-Bruun erkender partner og etikchef Lars Lindencrone, at der er begået fejl, som er strid med advokatfirmaets regler. Den pågældende partner og advokat er siden optagelserne udtrådt af Bech-Bruun.

/ritzau/