Topscorer afværger OB's pokalflop mod danmarksseriehold

Skrevet af admin

09/09/2015

Mest læste i dag

Superligaklubben OB er klar til tredje runde i pokalturneringen, men det holdt hårdt, inden det forventede avancement var en kendsgerning.

Hjemme på Trefor Park i Odense var Tarup-Paarup på besøg i et lokalopgør, og danmarksserieholdet solgte sig meget dyrt.

Tarup-Paarup holdt stand i 70 minutter, inden OB endelig fik hul på bylden og vandt 2-0.

OB's ligatopscorer, Rasmus Festersen, scorede begge mål.

Kent Nielsens tropper stillede i noget nær stærkeste opstilling, og derfor var det overraskende, at superligaholdet ikke kunne sætte sig mere igennem mod et bundhold fra danmarksserien.

OB havde bolden meget, men havde svært ved at skabe åbne målchancer. De begyndte dog så småt at komme i anden halvleg, da trætheden begyndte at melde sig hos Tarup-Paarup-spillerne.

Først måtte målmand Kim Larsen redde i stor stil på forsøget fra Anders K. Jacobsen, men 20 minutter før tid kunne målmanden intet stille op, da Rasmus Festersen afsluttede i fri position.

Det gjorde Festersen igen ni minutter før tid, da han afsluttede resolut til 2-0.

I tredje runde kan OB vente markant hårdere modstand i udekampen mod Fredericia, der ligger nummer to i 1. division.

Kampene i tredje runde er programsat til 22. eller 23. september.

/ritzau/