Topscorer holder Lyngby på superligakurs

Skrevet af admin

02/11/2014

Dagens topnyheder

Fodboldklubben Lyngby har tydeligvis ambitioner om at spille med i Superligaen i den kommende sæson.

Søndag tog klubben den fjerde sejr på stribe. Denne gang gik det ud over oprykkeren FC Roskilde, der blev sendt hjem med et nederlag på 0-2.

Lyngbys topscorer, David Boysen, fortsatte sin flotte målstime. Han sørgede for begge mål efter henholdsvis en halv time og fem minutter efter pausen.

I sidste weekend scorede han fire gange, og han er nu topscorer i den næstbedste række med 12 træffere.

Lyngby ligger alene i spidsen for rækken med 33 point for 15 kampe. Det er seks mere end Viborg på andenpladsen.

Viborg har dog spillet en kamp færre. Den indhenter holdet senere søndag på hjemmebane mod AGF.

Det er en direkte duel mellem de to nedrykkere fra Superligaen i den seneste sæson.

/ritzau/