Topskat: Danskerne slipper billigere i skat næste år

Danskerne kan se frem til at beholde flere penge på bankkontoen næste år, da Skat justerer på en række beløbsgrænser, hvilket blandt andet sker som led i skattereformen fra 2012.

Grænsen for, hvornår man skal betale topskat, bliver hævet til 459.200 kroner, hvilket er 10.100 kroner højere end i år. Sidste år var topskattegrænsen på 421.000 kroner.

Det viser nye beløbsgrænser for næste år, som Skatteministeriet har offentliggjort tirsdag.

Foruden topskatten er der også blevet justeret en række andre beløbsgrænser.

Det gælder blandt andet personfradraget, der er det beløb, som man må tjene, før man skal betale skat. Næste år må man tjene 43.400 kroner, hvilket er 600 kroner mere end i år. For unge under 18 år bliver fradraget hævet med 500 kroner til 32.600 kroner.

Desuden stiger beskæftigelsesfradraget med 1800 kroner til 26.800 kroner næste år. Fradraget vil fortsætte med at stige frem til 2022, hvor det vil lande på 34.100 kroner.

Desuden stiger det ekstra beskæftigelsesfradrag, som enlige forsørgere kan få, til 17.900 kroner fra 17.700 kroner.

Derudover er der en smule flere penge til børnefamilierne. Beløbet på børne- og ungeydelsen, populært kaldet børnechecken, stiger mellem 264 og 420 kroner per barn om året afhængig af, hvor gamle ens børn af.

Derudover stiger grænsen for, hvor meget man må tjene, før checken bliver reguleret ned. I 2015 må man således tjene 723.100 kroner efter arbejdsmarkedsbidrag. Det er 10.500 mere i år.

/ritzau/

Dagens Gossip