Toptræner havde gylden kontrakt i baghånden

Manchester Citys italienske manager, Roberto Mancini, havde sikret sig et nyt job, hvis det ambitiøse og nyrige storhold havde sparket ham ud efter sidste sæson.

Ifølge The Guardian var Mancini blevet enig med Monaco om at skifte til den franske klub i juni. Manchester City ønsker ikke at kommentere avisens oplysninger.

Aftalen med klubben ved Den Franske Riviera løb over fem år og havde givet Mancini rig mulighed for at besøge fyrstedømmets berømte kasino. Monaco var villig til betale en årsløn på otte millioner euro, hvilket svarer til 60 millioner kroner, plus bonus.

Selv om Monaco kun optræder i den næstbedste liga i Frankrig, har klubben en enestående god økonomi i kraft af ejeren - den russiske milliardær Dmitry Rybolovlev - som har investeret kraftigt i nye spillere.

Lønnen ville have gjort Mancini til en af de bedst lønnede managere i verdensfodbolden. Kun hollænderen Guus Hiddink hos russiske Anzhi Makhachkala og italieneren Carlo Ancelotti i Paris Saint-Germain tjener mere.

Aftalen med Monaco blev underskrevet i Rom kort tid efter Manchester Citys nederlag på 1-0 til Arsenal, der efterlod klubben otte point efter Manchester United i toppen af Premier League.

Tilsyneladende forberedte Mancini sig på at få en fyreseddel fra City, men da klubben på dramatisk vis sikrede sig mesterskabet i England på målforskel, besluttede italieneren sig for at blive i jobbet ifølge The Guardian.

AS Monaco FC hyrede i stedet for Claudio Ranieri. Klubben ligger efter 12 runder på en delt førsteplads i Ligue 2.

 

Dagens Gossip