Torben Keller taber på knockout i første omgang

Skrevet af admin

13/09/2014

Mest læste i dag

Den danske bokser Torben Keller led lørdag aften karrierens første nederlag som professionel.

Han blev knockoutet i første omgang af tyskeren Arman Torosyan ved Nordic Fight Night-stævnet i Tap1 i København.

Torben Keller blev fra begyndelsen af kampen bombarderet med slag fra Arman Torosyan, der sidste år vandt på teknisk knockout over en anden dansker, Reda Zam Zam.

Danskeren blev sendt i gulvet flere gange, før det var slut.

Nordjyske Torben Keller har nu en rekordliste på 10 sejre, 1 uafgjort og 1 nederlag, mens Arman Torosyan har 13 sejre og en enkelt uafgjort kamp på sin rekordliste.

Micki Nielsen hentede sin 15. sejr af 15 mulige, da han i anden omgang tvang ungareren Tamas Bajzath til overgivelse.

Talentet Abdul Khattab vandt for ottende gang af otte mulige som professionel. Den 21-årige dansker sejrede klart på point over serberen Goran Milenkovic efter seks ensidige omgange.

Danske Landry Kore vandt også sin anden kamp som professionel, da han vandt over tjekken Michal Vosyka på teknisk knockout i tredje omgang.

/ritzau/