Torino tager fusen på Inter til sidst i seksmålskamp

Skrevet af admin

20/10/2013

Dagens topnyheder

Det var en af de fodboldkampe, der havde det meste. Seks scoringer - herunder et saksesparksmål - en udvisning, et brændt straffespark og en scoring i overtiden.

Jo, Serie A-opgøret mellem Torino og Inter var bestemt underholdende, og fordi begge hold bidrog til løjerne var det også rimeligt nok, at de fik point med.

Dramaet kulminerede i overtiden, hvor Nicola Bellomo helt ude fra den ene sidelinje i sin blot anden kamp for Torino skruede et frispark op i fjerneste målhjørne og scorede til slutresultatet 3-3.

Inden da lignede det ellers en sejr til gæsterne fra Inter, der ikke lod sig mærke af, at målmand Samir Handanovic blev udvist allerede i det femte minut efter at have fældet en modstander i feltet.

Alessio Cerci brændte det efterfølgende straffe, men den tidligere Brøndby-spiller Alexander Farnerud fik kort efter alligevel Torino på måltavlen som det første hold.

Kort før pausen sørgede Freddy Guarin for udligningen, da han med et saksespark snød Torinos målmand.

Torino kom foran igen ved Ciro Immobile, inden Rodrigo Palacio slog til med to scoringer og overraskende bragte de 10 Inter-spillere foran 3-2.

Men Inters forhåbninger om fuldt pointudbytte blev altså knust i overtiden, og derfor må Milano-klubben nøjes med en aktuel femteplads i ligaen med 15 point. Det er ni færre end førerholdet Roma.

Danske Patrick Olsen sad i øvrigt på bænken for Inter uden at komme på banen.

/ritzau/