Torontos skandaleramte eksborgmester er død

Skrevet af admin

22/03/2016

Dagens topnyheder

Den tidligere borgmester for Toronto, Rob Ford, er død. Det skriver flere internationale medier, der i blandt Reuters.

Rob Ford døde ifølge Bloomberg af kræft.

Rob Ford blev verdenskendt, da han begyndte en meget offentlig deroute umiddelbart udløst af et storforbrug af alkohol og crack-kokain, en voldsomt afhængighedsskabende slags kokain, der ryges.

Borgmesteren, der tiltrådte posten i 2010, blev for alvor ramt af skandalen i 2013, hvor det kom frem, at der var blevet afholdt meget livlige fester på Torontos rådhus, hvor der var blevet taget ulovlige stoffer.

Det begyndte at rulle, og flere og flere trådte frem offentligt og fortalte om episoder, hvor Rob Ford havde opført sig upassende og havde virket som om, at han var under indflydelse af stoffer.

Gennem 2013 eskalerede problemerne på trods af, at Rob Ford afviste beskyldningerne ofte.

Samtidig optrådte Rob Ford flere gange meget aggressivt og truede flere journalister med at myrde dem.

I maj kom der en video frem, hvor man tydeligt kunne se Rob Ford ryge crack-kokain.

I efteråret 2013 var Rob Ford under politiefterforskning og et stort pres for at trække sig. Men det gjorde han ikke. I november indrømmede han dog at have taget stoffet.

- Jeg har prøvet crack. Nok under en af mine drukture, sagde borgmesteren i et klip, der spredte sig til hele verden.

I slutningen af 2013 reagerede resten af bystyret i Toronto ved at fratage Rob Ford meget af sin beslutningskraft og de facto afsætte ham som borgmester.

Han stillede op til borgmestervalget i 2014, men trak sig på grund af, at han var blevet diagnosticeret med kræft.

Rob Ford udtalte i efteråret, at han ville stille op som borgmesterkandidat i 2018.

Han blev 46 år gammel.

/ritzau/