Torpederet af BMW: To døde i brand efter voldsom motorvejsulykke

To personer er tidligt søndag morgen omkommet i en trafikulykke på Vestmotorvejen øst for afkørslen til Vemmedrup nær Køge, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

De kørte sammen med en tredje i en Peugeot, der i høj fart blev torpederet bagfra af en noget større BMW. Ved sammenstødet brød Peugeot'en i brand.

- Den ene fik reddet sig ud, men de to andre kom ikke ud, inden bilen brændte, siger vagtchef Allan Kronvold, Midt- og Vestsjællands Politi.

Såvel de omkomne som den overlevende er omkring de 40 år og fra Skælskør-kanten.

De omkomne er så ilde tilredt af brandskader, at den endelige identifikation først kan finde sted ved hjælp af tandkort og dna, oplyser vagtchefen.

Føreren af BMW'en er en 27-årig mand.

Han er efter ulykken blevet sigtet for uagtsomt manddrab og for at udsætte andres liv for fare ved hensynsløs adfærd.

Han fremstilles søndag i grundlovsforhør i Retten i Holbæk, hvor politiet kræver ham varetægtsfængslet. Retsmødet holdes in absentia, altså uden at han selv er til stede, da han er indlagt på Køge Sygehus til observation for såkaldt højhastighedstraume.

- Der er tale om en højhastighedsulykke, og den slags kan skade de indre organer. Derfor skal han være under lægeligt tilsyn, siger vagtchefen.

Ulykken skete omkring klokken 5 søndag morgen i østgående retning på motorvejen. Politiet har en formodning om, at de tre personer i Peugeot'en var arbejdskolleger, der var på vej på arbejde i hovedstadsområdet.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip