Torres risikerer fire dages karantæne

Chelsea-angriberen Fernando Torres risikerer fire spilledages karantæne ovenpå lørdagens kamp, hvor han var i hård nærkontakt med Tottenhams Jan Vertonghen. Mourinho raser mod Tottenham-spilleren, som han kalder en skændsel.

I lørdagens topbrag mellem Tottenham og Chelsea, der endte 1-1, måtte Torres forlade banen, efter han fik sit andet gule kort. Dermed er han allerede udelukket i klubbens næste kamp, men det kan ende endnu værre for den formstærke angriber.

I kampens hede overså dommer Mike Dean den episode, der udspillede sig efter Torres modtog sit første gule kort. Her førte Chelsea-stjernen sin hånd op til Vertonghens ansigt og tog godt fat i hans kind. En handling, der sandsynligvis ville have ført til en kendelse fra dommerne, men ingen af dem så episoden. Mike Dean vil mandag rapportere episoden ind til det engelske fodboldforbunds disciplinærudvalg, hvor tre tidligere dommere skal vurdere, om handlingen bør kaste et rødt kort af sig.

Tildeles Torres et rødt kort af disciplinærudvalget, udløser det automatisk yderligere tre spilledages karantæne - og han vil således være ude de næste fire kampe.

Chelseas træner José Mourinho nægter at kritisere sin stjernespiller. I stedet retter han skytset mod Vertonghen, som han mener har udløst et uberettiget rødt kort ved at overdrive sin reaktion efter tacklingen:

- Når du hverken bliver berørt eller skadet af en anden spiller, men du lader som om, din modstander har være voldelig, så sætter du dommeren i en svær situation. Dommeren har tillid til spillerne og træffer derfor en dårlig beslutning, udtalte træneren efter kampen til Daily Mail.

Mourinho går faktisk så langt i sin kritik af forsvarsspilleren, at han ville tildele ham karantæne, hvis han sad i disciplinærudvalget:

- Det røde kort er en stor fejl. Hvis jeg var chef for komiteen, ville jeg give Tottenham-forsvaren en spilledags karantæne.

Succestræneren lægger ikke fingre imellem. Han går så langt som til at kalde Vertonghen for en skændsel:

- Jeg synes, det er en skændsel at gøre sådan noget mod en af dine kollegaer.

Dagens Gossip