Torres sænkede Real Madrid: Mange grunde til at smile

Skrevet af admin

16/01/2015

Mest læste i dag

Den spanske angriber Fernando Torres har ikke haft meget at smile af på fodboldbanen i de senere år.

Torsdag aften var dog en undtagelse, da 30-årige Torres scorede begge mål i Atlético Madrids 2-2-kamp på udebane mod Real Madrid i den spanske pokalturnering.

Atlético havde vundet det første opgør med 2-0 og er derfor videre til kvartfinalerne.

Efter pausen blev Torres, der netop er vendt retur til Atlético, udskiftet med et gigantisk smil på læberne.

- Jeg smilede, fordi vi var i gang med at vinde, og fordi jeg scorede mine to første mål.

- Og så gjorde jeg det endda på et stadion, hvor jeg aldrig har scoret tidligere. Det er meget svært at spille på Bernabeu, siger Fernando Torres ifølge ESPN Soccernet til Canal Plus.

- Vi må nyde det. Det var en god kamp, selv om jeg har haft endnu bedre dage i Atlético. Jeg føler, at jeg er på 200 procent. Jeg er meget glad, siger angriberen.

Torres scorede til 1-0 i begyndelsen af første halvleg og gjorde det til 2-1 umiddelbart efter pausen.

- Det var en kamp, hvor vi følte os godt tilpas på grund af resultatet i det første opgør. Det tidlige mål betød, at vi kunne spille kampen, som vi gerne ville.

- Vi følte aldrig, at den samlede sejr kom i fare. Vi var aldrig bekymrede, siger Fernando Torres.

Angriberen blev efter flere succesfulde år i 2007 solgt til Liverpool, hvor han gjorde det så godt, at han fire år senere blev hentet til Chelsea. Her blev Torres aldrig den store målsluger.

I august sidste år blev han udlejet til AC Milan, hvor han også havde det svært. Han befinder sig i øjeblikket på en lejekontrakt i Atlético frem til sommeren 2016.

/ritzau/