Torsten Nielsen bliver Viborgs nye borgmester

Skrevet af admin

14/08/2014

Mest læste i dag

Den 47-årige Torsten Nielsen (K) bliver ny borgmester i Viborg, skriver Viborg Stifts Folkeblad. Det står klart efter forhandlinger mellem partierne i byrådet onsdag aften.

Det skriver Viborg Stifts Folkeblad på sin hjemmeside.

Han skal dermed afløse Søren Pape Poulsen, der går af som borgmester den 3. september for at varetage den politiske ledelse af De Konservative på landsplan.

Forhandlingerne om at finde en afløser for Søren Pape Poulsen har stået på i et par dage. Både Torsten Nielsen, Per Møller Jensen fra Socialdemokraterne og Venstres Jens Rohde har været kandidater.

Men undervejs trak Jens Rohde sit kandidatur og stillede sig bag ved Torsten Nielsen som borgmester med Venstres 12 mandater.

Dermed er der et markant flertal af byrådets 31 mandater, der står bag den nye førstemand i kommunen. Jens Rohde er blevet valgt til 1. viceborgmester, mens Per Møller Jensen er 2. viceborgmester.

Torsten Nielsen har siddet i Viborg Byråd siden 2009 for De Konservative. Ved kommunalvalget i 2013 blev han valgt ind med 320 personlige stemmer.

Han har været selvstændig ejendomsmægler ved siden af jobbet i byrådet.

/ritzau/