Tosprogede elever strømmer til landets indvandrerfriskoler

Mens en række folkeskoler har fået en mere lige fordeling af tosprogede og etnisk danske elever, strømmer eleverne til privatskoler, der er målrettet indvandrerelever, og som har 100 procent tosprogede elever.

De seneste fem år er der åbnet syv nye skoler, og antallet af elever på skolerne er steget fra 3800 i 2009 til flere end 5000 sidste skoleår.

I dag er der 27 privatskoler, som ifølge Dansk Friskoleforening og Danmarks Privatskoleforening har 100 procent tosprogede elever, og som er oprettet af forældregrupper, der har indvandrerbaggrund, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Modsat tidligere er der nu også skoler i provinsen, bl.a. i Vejle, og mindst to nye muslimske friskoler på vej, bl.a. i Esbjerg. Til sammenligning er der i dag ni folkeskoler, der har flere end 80 pct. tosprogede elever, og af dem har tre skoler 100 procent tosprogede elever.

Fra både skolerne selv og fra forskere lyder det, at flere forældre med indvandrerbaggrund søger tryghed på privatskolerne, blandt andet fordi de her - modsat i folkeskolen - oplever, at det er accepteret at vise, at man er muslim.

Undervisningsminister Christine Antorini siger til avisen, at hun håber, at langt størstedelen af forældre vil vælge folkeskolen, da det er her, at børn uanset baggrund mødes.

Eleverne på de fleste af de 27 indvandrerskoler klarer sig hverken dårligere eller bedre end elever på andre skoler, når man ser på karaktergennemsnittet til folkeskolens afgangsprøve i forhold til elevernes sociale og økonomiske baggrund.

På enkelte privatskoler klarer eleverne sig markant bedre.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV