Total splittelse: Tyske Pegida-afhoppere danner ny gruppe

Skrevet af admin

30/01/2015

Mest læste i dag

Der er efterhånden ikke meget, der holder den islamkritiske Pegida-bevægelse sammen i Tyskland.

Onsdag kom det frem, at den omstridte bevægelse reelt stod uden ledelse, og nu erklærer en gruppe forhenværende Pegida-folk i Dresden, at de fremover vil holde deres egne demonstrationer, og det skal ikke foregå i Pegidas navn.

Udbrydergruppen ledes af Rene Jahn, der var med til at danne Patriotiske Europæere mod en Islamisering af Vesten, Pegida, i oktober sidste år i protest mod en række nye asylcentre i Dresden.

Ifølge Jahn kommer den nye gruppe til at holde demonstrationer hver mandag i Dresden, ligesom Pegida har været kendt for i Tyskland.

Årsagen til splittelsen er ikke kendt, men det kan tyde på, at den nye gruppe vil nedtone modstanden mod asylansøgere og i stedet fokusere mere på lov og orden i samfundet.

- Vi er i gang med at indtage en ny position, siger et af gruppens medlemmer Bernd-Volker Lincke.

Rene Jahn oplyser, at gruppen vil lægge en mindre konfronterende linje end Pegida, søge dialog med politikere og medier og forsøge at repræsentere de "bekymringer", tyskerne måtte have.

Pegida kom i problemer, da frontfiguren Lutz Bachmann trak sig, efter at han poserede som Adolf Hitler på et billede på internettet. Samtidig kom det frem i tyske medier, at Bachmann havde kaldt asylansøgere for "dyr" og "møgsvin" på Facebook.

Derefter blev det så talskvinden Kathrin Oertels tur til at trække stikket. Halvdelen af bevægelsens topfunktionærer valgte at forlade Pegida samtidig med Oertel.

Pegida har også holdt demonstrationer i Danmark i København og i Aarhus. Her har moddemonstrationer dog tiltrukket flere personer.

/ritzau/dpa