Totalt rygeforbud breder sig blandt danske virksomheder

Skrevet af admin

29/09/2014

Mest læste i dag

Der er blevet længere mellem rygerne, der står ved indgangen til arbejdspladsen og får sig en hurtig smøg.

På et stigende antal arbejdspladser er det nemlig nu helt forbudt at ryge - også udendørs, viser en ny undersøgelse fra Dansk Erhverv ifølge Avisen.dk.

Undersøgelsen konkluderer, at hver fjerde virksomhed har indført et totalt rygeforbud på matriklen. Det er næsten en fordobling siden 2009. Samtidig viser tallene fra Dansk Erhverv, at langt de fleste virksomheder forventer, at det totale rygeforbud vil blive mere udbredt.

Konklusionerne kommer dog ikke bag på organisationen, der har lavet undersøgelsen blandt 442 af deres medlemmer.

- Det er ikke overraskende. Der bliver jo talt en del om rygning på arbejdspladsen, mange er holdt op med at ryge, og der er også kommet fokus på, at rygning tager tid, siger Rikke B. Ørum, chef for HR & Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv, til Avisen.dk.

Dansk Erhverv dækker brancher som detailhandel, engroshandel, transport, reklame, IT og advokatrådgivning.

35 procent af firmaerne i rundspørgen mener samtidig, at det vil være en god idé med et landsdækkende forbud mod rygning på arbejdspladsen. Det er flere, end de 24 procent som allerede selv har indført det.

Helle Lundsgaard, der er livsstilsekspert med speciale i blandt andet arbejdsliv, mener, at udviklingen på arbejdspladserne er helt i tråd med tidsånden.

- Rygerne har vidst, at de levede på lånt tid. De har haft rigtig mange år til at vænne sig til det. Man kan nærmere undre sig over, at så mange arbejdspladser tillader rygning, siger hun til Avisen.dk.

Fagforbundet HK/Privat, som organiserer mange ansatte i Dansk Erhvervs virksomheder, er dog ikke begejstret for det stigende antal forbud og advarer mod, at den rygende stab af medarbejdere risikerer at føle sig udstødt af fællesskabet.

Ifølge den seneste optælling ryger en ud af seks voksne danskere dagligt. I 2005 var det hver fjerde.

/ritzau/