Tottenham-angriber dumper sig selv: Jeg scorer for lidt

Skrevet af admin

03/12/2013

Dagens topnyheder

Tottenham har haft svært ved at finde vej til modstandernes mål i denne sæson, hvor Roberto Soldado er hentet ind som målmager.

Den spanske angriber, der blev købt i Valencia denne sommer for mere end 200 millioner kroner, har til stor skuffelse for ham selv blot scoret tre mål i åbent spil.

Soldado, der har bidraget med lige så mange mål på straffespark, har slet ikke levet op til sine egne forventninger.

- Nej. Helt sikkert ikke. Jeg har scoret for lidt. De fleste af mine mål er blevet scoret på straffespark, siger Roberto Soldado til avisen The Daily Telegraph.

- Jeg vil score flere mål, end jeg gør i øjeblikket. Det er derfor, at klubben købte mig.

- Jeg har scoret i hele min karriere. Jeg har ikke gjort det her i klubben frem til nu, men jeg er overbevist om, at det kommer, siger den 28-årige spanier.

Soldado blev i sidste sæson nummer fem på topscorerlisten i Spanien med 24 scoringer. Året forinden nettede han 17 gange.

Tottenham, der indtager en niendeplads i Premier League, møder på onsdag Fulham.

Fire af Soldados scoringer er faldet i ligaen, hvor Tottenham blot har scoret 11 mål i 13 kampe.

/ritzau/