Tottenham-boss efter 0-6: Spillerne bør skamme sig

Skrevet af admin

24/11/2013

Mest læste i dag

Tottenhams spillere bør ifølge manager Andre Villas-Boas skamme sig godt og grundigt efter søndagens nederlag til Manchester City.

Det stjernebesatte London-mandskab tabte uden skadede Christian Eriksen med 0-6 på udebane til sidste sæsons vicemestre.

- Vi bør skamme os og komme med en reaktion oven på sådan et nederlag, siger Andre Villas-Boas til BBC.

Opgøret var kun 15 sekunder henne, da hjemmeholdet bragte sig foran med 1-0 ved Jesús Navas.

Bolden blev helt ufarligt lagt tilbage til Tottenham-målmand Hugo Lloris, der forærede bolden til hjemmeholdet, og så var City foran.

- Det var en meget svær start for os. Alle planer blev skyllet ud i afløbet efter det.

- Der er ikke meget positivt at sige. Vi havde en god reaktion efter det tidlige mål, men det hele gik så hurtigt.

- Vores eneste chance opstod i første halvleg. Hvis den var gået i mål til 1-1, så ville det have ændret kampen, mener Villas-Boas, der roser modstanderne.

- City gjorde det fremragende, og vi gjorde det skidt.

- Det er mit ansvar at løfte spillerne op herfra. Der er altid en ny kamp, og nu skal vi komme med et svar i Europa League, siger Tottenham-manageren med henvisning til torsdagens opgør ude mod norske Tromsø.

/ritzau/