Tottenham-boss skælder ud på kritikere: De ved intet

Skrevet af admin

06/11/2013

Dagens topnyheder

Tottenham-manager Andre Villas-Boas er blevet udsat for hård kritik, efter at han i weekenden lod målmand Hugo Lloris blive på banen i et opgør mod Everton i Premier League.

Den 26-årige franskmand blev et kort øjeblik slået bevidstløs efter en kollision med gæsternes Romelu Lukaku.

Direktøren for den britiske spillerforening, Gordon Taylor, og Jiri Dvorak fra Fifas medicinske stab er blandt dem, der har kritiseret beslutningen om at lade Hugo Lloris spille videre.

Andre Villas-Boas holder dog fast i, at det var i orden at lade målmanden spille kampen til ende.

- Jeg holder fuldt ud fast i min beslutning, og jeg bakker den beslutning op, som vores medicinske stab tog, efter at de havde tjekket spilleren.

- De tjek, der blev foretaget, foregik helt efter bogen, siger Andre Villas-Boas på et pressemøde forud for torsdagens opgør i Europa League mod Sheriff Tiraspol.

- Jeg har bidt mærke i, at et par personer, der ikke har nogen som helst erfaring fra banen, har grebet chancen for at få deres navn på tryk, siger Tottenham-manageren og fortæller, at det var dygtige fagfolk, der tjekkede Llori.

Ifølge Villas-Boas var det de samme Tottenham-folk, som for to år siden var med til at redde Bolton-spilleren Fabrice Muambas liv, efter at han kollapsede på White Hart Lane.

- Jeg finder det ekstremt skuffende, at mange inkompetente mennesker tvivler på to personer - en god doktor og en god fysioterapeut, der reddede Muambas liv, siger Tottenham-manageren.

- Det er meget alvorligt og skuffende, fastslår han.

En CT-skanning har vist, at Hugo Lloris ikke led nogen skade i forbindelse med sammenstødet med Lukaku.

Det er dog endnu ikke besluttet, om Lloris eller Brad Friedel skal vogte målet i torsdagens opgør i Europa League.

/ritzau/