Tottenham fritstiller dyr angriber

Den engelske fodboldklub Tottenham Hotspur er blevet en angriber fattigere.

Søndag meddelte klubben på Twitter, at man er blevet enig med angriberen Emmanuel Adebayor om at ophæve kontrakten.

- Vi kan bekræfte, at vi er blevet enige om en aftale, der løser Adebayor fra sin kontrakt med klubben. Vi ønsker Adebayor alt godt i fremtiden, skriver Tottenham.

Adebayor havde ét år tilbage af sin kontrakt, og han lå i den absolutte top, hvad angår klubbens lønninger.

Adebayor menes ifølge britiske medier at have haft en ugeløn på omkring 100.000 pund (ca. en million kroner).

Da Tottenhams manager, Mauricio Pochettino, før sæsonen gjorde det klart, at landsholdsspilleren fra Togo ikke indgik i planerne for Christian Eriksens klub, så har Tottenham været interesseret i at få ham sendt videre i det overståede transfervindue.

Her endte Adebayors personlige forhandlinger med både West Ham og Aston Villa dog med, at parterne ikke kunne blive enige om de personlige forhold, efter at klubberne var enige.

Emmanuel Adebayor har i hele denne sæson trænet med ungdomshold i Tottenham, og han har ikke fået spilletid.

Han har tidligere spillet for blandt andre Arsenal og kom til Tottenham fra Manchester City i 2011 på en lejekontrakt, der senere blev gjort permanent.

/ritzau/

Dagens Gossip